DISCOGRAFI

Through the haze (1995)
Første album, der opsumerer 2 års hårdt arbejde i øvelokalet og massiv koncert aktivitet. Produceret af Oli Poulsen og Rene Cambony og udgivet på Sundance Records. Amerikansk inspireret hippie rock (det lange hår, læderrør og blomsterskjorter var stadig en fast del af drengenes image...) med engelske tekster.
 
Excess overload (1997)
Sundance Records giver drengene frit slag på dette andet album, hvilket resulterer i en, til tider, noget eksperimentel rockskive. Mange forskellige sider af genren udforskes, hvilket giver et lidt rodet resultat. Dog blev erfaringen med selv at sidde bag knapperne samt producere og arrangere en uerstattelig ballast i bandets senere virke...”Man skal jo starte et sted” eller ”al begyndelse er svær”, synes at være mantraet på denne udgivelse.
 
Vildspor EP (1998)
Innocent Blood skrev og indspillede 2 sange, ”There´ll be no tears” og ”Only the sun”, til filmen Vildspor. Det morsomme var, at ingen af dem blev brugt i filmen, på trods af, at der blev trykt og uddelt en fin lille CD med sangene til alle gæster, der deltog i filmens premiere. Der blev endvidere lavet en video med klip fra filmen. Da EP´en aldrig har været i salg, står vi her med et vaskeægte samler objekt.
 
Kærlighed ved 1. hik, originalt soundtrack (1999)
Dette album er Innocent Blood´s største kommercielle succes til dato. Med hittet ”Den 1. gang”, slog de igennem med et brag. En Guldplade og flere ugers topplaceringer på de danske hitlister og udsolgte koncerter landet over, resulterede i en grammynomminering. Her måtte de dog se sig overgået af soundtracket til filmen ”Den eneste ene”...
 
Et sted derude (2001)
Dette skulle have været opfølgeren til ”Kærlighed...”, men blev i stedet en fæl skuffelse for bandet. Sangene var skrevet i tråd med ”Kærlighed ved 1. hik” og skulle indspilles i Sweet Silence med legendariske Flemming Rasmussen bag knapperne. Et nyt ambitiøst pladeselskab stod parat med den helt store check. Der blev købt eget studie til bandet, der blev indspillet TV spot og alt lå lige til højrefoden...men så, en måned før udgivelse, vælger selskabet at gå konkurs og det næste halve år ligger bandet i juridisk tovtrækkeri om masterbåndene til albummet. Da disse endelig kan købes fri, har hypen lagt sig og den forventede succes udebliver og efterlader et noget demoraliseret band...
 
Mørke og rødt (2003)
Før skuffelsen omkring ”Et sted derude” havde lagt sig, gik drengene i gang med deres næste projekt, der havde som mål, at få bandet væk fra den ungdommelige, letbenede og banale pop-rock, som var kendetegnende for deres 2 seneste albums. Med eget studie og den stædighed, der altid har været et varemærke, intakt, indgik I.B. et samarbejde med den aldrende rockpoet og, på daværende tidspunkt, folketingsmedlem Carsten Bo Jensen. Det resulterede i et ekstremt udtryksfuldt og konsekvent album. Her lefles ikke for trends og modeluner. Det er en klar afspejling af bandets tanker på dette tidspunkt. Af samme grund opnår ”Mørke og rødt” ikke den succes, som det havde fortjent. De gode anmeldelser stod dog i kø...
 
Andre udgivelser
”Vi sparker røv” med Tæskeholdet (1997)
”Kære julemaayn” med Monkey Business, L.O.C. og Jokeren (2005)

< Tilbage